Døgnrapporten i Vig: onsdag den 18. august

Profilbillede
dato

Vig er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Egesvinget, Jyllinge
Hovedvejen, Osted, Lejre

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Korevlevej, Hønsinge Lyng, Vig

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Margrethevej, Gundsømagle, Roskilde

Tyveri fra køretøjer:

Rampelyset, Roskilde


Kraftigt regnvejr årsag til uheld – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 09.06 regnede det kraftigt ved Greve, hvilket gav opbremsningerne på Køge Bugt Motorvejen. En bilist påkørte i den forbindelse den forankørende, som blev skubbet op i endnu en bilist. Føreren af bilen som forårsagede uheldet, en 20-årig mand fra Holbæk, fik så store skader på sin bil som følge af påkørslen, at bilen måtte nødflyttes. De to andre implicerede biler kunne stadig køre efter sammenstødet. Motorvejen var spærret kortvarigt i forbindelse med uheldet, indtil den 20-åriges bil var fjernet. Ingen personer kom noget alvorligt til ved uheldet, som politiet registrerede.

Solouheld på grund af aquaplaning – Frederiksborgvej, Gundsømagle – Roskilde

Kl. 09.53 kørte en 18-årig kvinde fra Ølstykke galt i en bil på grund af kraftigt regnvejr. Bilisten kørte ad Frederiksborgvej mod sydvest, hvor der lå vand på kørebanen, som fik personbilen til at aquaplane og skride ud, så køretøjet kørte på tværs af vejen. Heldigvis kom der ingen modkørende, så den 18-årige forulykkede i et solouheld. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 18-årige blev taget med til behandling for en skade i den ene arm. Patruljen optog rapport om uheldet.

Narkokørsel uden kørekort og narko i bilen – Ringstedvej, Holbæk

Kl. 19.10 blev en 46-årig kvinde fra Store-Heddinge rutinemæssigt standset i en personbil på Ringstedvej i Holbæk. Kvinden havde aldrig taget et kørekort og var desuden påvirket af euforiserende stoffer. Hun blev derfor anholdt, sigtet for kørsel uden førerret i narkopåvirket tilstand og taget med til en blodprøveudtagelse. Politiet ransagede bilen og visiterede kvinden, som blev fundet i besiddelse af 22,3 gram amfetamin, der blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Den 46-årige blev sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer og blev løsladt efter blodprøveudtagelsen. Hun vil senere høre mere fra politiet i sine sager.

Brand i kørende bil – Kalundborgvej, Fårevejle St. - Odsherred

Kl. 19.34 kom et alarmopkald om brand i en bil på Kalundborgvej i Fårevejle St. En 31-årig mand fra Svinninge kørte bilen, da den pludselig lugtede af varm plastic og derefter brød i brand. Det lykkedes føreren at holde ind på en parkeringsplads ved Kalundborgvej 39, hvor han tilkaldte brandvæsnet. Brandvæsnet fik kontrol over ilden, som ikke spredte sig til andet. Ingen personer kom noget til ved branden, og der var ikke behov for politiet i forbindelse med sagen.

Narkobilist sigtet for narkosalg – Dommerstien, Holbæk

Kl. 20.27 standsede politiet en personbil på Dommerstien i Holbæk i en rutinekontrol. Bag rattet sad en 24-årig mand fra Holbæk, som var narkopåvirket og han havde desuden aldrig erhvervet kørekort. På bilen sad stjålne nummerplader og bilen var afmeldt hos Motorstyrelsen. Føreren blev anholdt og sigtet for de mange lovovertrædelser. Politiet ransagede bilen, hvor der blev fundet en pose med 30 hashklumper, der senere blev kontrolvejet til 60 gram. Den 24-årige havde et firecifret kontantbeløb på sig, som beslaglagde til sagen, da pengene formodes at være udbytte fra salg af hash. Han blev sigtet for narkobesiddelse med henblik på salg, og hashen blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Den 24-årig blev taget med til en blodprøveudtagelse og senere løsladt. Når resultatet af blodprøveanalysen kommer, vil den 24-årige høre mere fra politiet i sine mange sager.

Spøgelsesbilist på motorvejen – Kalundborgmotorvejen, Regstrup – Holbæk

Kl. 01.05 fik politiet anmeldelse om en spøgelsesbilist på Kalundborgmotorvejen mod øst ved Regstrup, Holbæk. Flere patruljer kørte mod motorvejen for at standse spøgelsesbilisten, og undervejs kom der flere anmeldelser om, at spøgelsesbilisten havde passeret flere modkørende bilister, der måtte bremse og undvige. Ingen var heldigvis blevet ramt af spøgelsesbilisten, som blev standset af en handlekraftig lastbilchauffør omkring Kirke Sonnerup. Da lastbilchaufføren så forlygter komme imod sig kørte han sit store køretøj på tværs af motorvejen, så spøgelsesbilisten ikke kunne køre videre. I det samme nåede politiet frem og fik kontakt føreren af bilen, der havde kørt i den forkerte retning. Bilisten, en 79-årig mand fra Holbæk kommune, blev sigtet for at overtræde færdselslovens regler om vanvidskørsel. Politiet beslaglagde den 79-åriges bil med henblik på konfiskation og inddrog den 79-åriges kørekort, så han ikke må køre mens sagen behandles.

Væltede træer – Odsherred

Kl. 01.30 væltede et træ ud over Holstensvejen i Hørve. Odsherred Kommune sendte folk til at fjerne træet.

Kl. 05.49 anmeldte en buschauffør, at der lå et træ på Disbjergvej i Ordrup, Fårevejle St. Træet var så stort, at det ikke kunne flyttes ved håndkraft, så politiet orienterede Vestsjællands Brandvæsen som fjernede træet.


Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi