Vig er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
IngenIndbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Hækkerupsvej, RingstedBelsager, Greve (forsøg)
Kastaniehaven, Hvalsø
Indbrud i fritids-/sommerhus:
IngenIndbrud i skole og institutioner mv.:
IngenTyveri fra køretøjer:
Pulsen, RoskildeHedegårdsvej, Roskilde
Uønsket mand på tankstation – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 08.34 anmeldte personalet fra en tankstation, at en mand havde indfundet sig i kiosken, hvor han havde kastet rundt med forskellige ting. Endvidere havde han tømt en pulverslukker på tankstationsområdet, inden han forlod stedet.Politiet fik kort efter på Københavnsvej ved Ro’s Torv kontakt med en 31-årig mand fra Greve, som blev skønnet uligevægtig og efterfølgende frihedsberøvet i tryghedsskabende øjemed. Han blev efterfølgende undersøgt af en læge, men løsladt senere på dagen, da grundlaget for en tvangsmæssig indlæggelse ikke umiddelbart var til stede. Den 31-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af sin adfærd på tankstationens område.
Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Vipperød – Holbæk
Kl. 11.54 havde en 56-årig mand fra København S mistet kontrollen over sin personbil, så han havde påkørt autoværnet og var standset på tværs af vognbanerne på motorvejen i det vestgående spor lidt før Arnakke rasteplads.Uheldsstedet blev afspærret med en skiltevogn, ligesom et bugseringskøretøj fik flyttet det forulykkede køretøj, så motorvejen atter var farbar kort før kl. 13.00.
Den 56-årige var sluppet uskadt fra uheldet, som skyldtes en punktering på den ene af bilens fordæk. Ingen øvrige trafikanter blev involveret, så politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.
Efterlyst udlænding truffet – Bysøstræde, Holbæk
Kl. 12.20 foretog politiet under en fodpatrulje en rutinemæssig kontrol af en udenlandsk mand, der opholdt sig i et grønt område bag arresthuset. Manden sagde intet, men fremviste et asylkort, så hans identitet kunne fastlægges som en 20-årig mand fra Syrien.Den 20-årige syrer var efterlyst af Nationalt Udlændinge Center under Nordsjællands Politi med henblik på frihedsberøvelse i medfør af hjemrejselovens bestemmelser i forbindelse med udsendelse af Danmark.
Politiet frihedsberøvede derfor den syriske mand, der blev anbragt i et arresthus, idet han kan forvente at skulle forblive frihedsberøvet, indtil udrejse kan ske. Det skal en dommer i givet fald tage stilling til.
Butikstyve afsløret – Københavnsvej, Roskilde
Kl. 12.33 kørte en patrulje ad Københavnsvej forbi Ro’s Torv, hvor patruljen ved indkøbscentrets hovedindgang så to mænd stikke af fra en forfølger.Politiet fik tilbageholdt de to flygtende mænd og fik via forfølgeren klarlagt, at de to mænd var mistænkt for et butikstyveri i en materialistforretning i indkøbscentret.
Der var tale om to mænd på 36 og 50 år fra Georgien, som blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for butikstyveri, efter at den ene havde gemt seks deodoranter under jakken, mens den anden havde gemt adskillige pakker tandbørstehoveder under skjorten. I butikken fandt flere varealarmer, som de havde pillet af, inden de forlod butikken uden at betale for varerne til en samlet værdi af knap 2.500 kr.
De to mænd blev løsladt efter afhøring til sagerne, som de vil høre nærmere om i forbindelse med en afgørelse.
Humanitær eftersøgning – Køge
Kl. 12.58 fik politiet en henvendelse fra pårørende til en 14-årig pige fra Køge, som sidst var set samme morgen kl. ca. 06.15, hvor hun skulle cykle 2-3 km hen til en adresse i den nordlige del af Køge.Pigen var aldrig dukket op som forventet, og de pårørende havde forgæves ledt efter hende forskellige steder i løbet af formiddagen.
Da de pårørende var bekymret for hende ve og vel, bad de nu om politiets assistance til at finde hende.
Politiet iværksatte derfor en humanitær eftersøgning, hvor en patrulje ledte efter pigen forskellige steder, ligesom politiet efterlyste pigen offentlig via Twitter.
Kort før kl. 18.00 fik politiet en henvendelse fra en bekendt til den 14-årige, at pigen opholdt sig hos den bekendte, hvor politiet kort efter fik kontakt til pigen. Hun var i god behold og blev overdraget til sine pårørende, hvorefter politiet indstillede eftersøgningen.
Kniv- og våbenloven – Domhusstræde, Holbæk
Kl. 13.40 bemærkede politiet i forbindelse med afviklingen af et retsmøde i en sag om grov vold, at en mandlig tilhører, der flere gange i løbet af dagens retsmøde var gået ind og ud af retslokalet, igen befandt sig inde i retslokalet. Han var iført overtøj, hvori politiet mistænkte ham for at opbevare en eller anden tungere genstand. Den mandlige tilhører blev eskorteret ud af retslokalet og identificeret som en 24-årig mand fra den sydlige del af Holbæk kommune.Politiet undersøgte den 24-årige nærmere og fandt ham i besiddelse af en vildmarksøkse i overtøjet samt en dolk, som han skjulte i bukselinningen. Øksen og dolken blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af kniv- og våbenlovgivningen, hvorunder den 24-årige kortvarigt blev anholdt og ført væk fra retsbygningen i forbindelse med afhøringen til sagerne.
Politiet, der havde været til stede under retsmødet hele dagen, forblev i området ved retslokalet. Fem mænd ville kort efter kl. 14.00 overvære retsmødet, som de dog forstyrrede på grund af deres støjende adfærd. De fem primært lokale mænd i alderen 18-25 år blev bortvist fra retslokalet på grund af deres adfærd og uden at blive sigtet for noget.
Retssagen vil fortsætte fredag, hvor politiet også vil være til stede ved og i retsbygningen, så hovedforhandlingen i en sag om grov kan fortsætte på betryggende vis.
Brandundersøgelse – Holbækvej, Kalundborg
Kl. 14.01 rykkede brandvæsnet og politiet efter en alarmering om, at der var ildebrand i en garage og et skur.Det viste sig, at to adresser på Holbækvej var omfattet af branden, som på den ene adresse havde fat i et skur, medens der var gået ild i både et skur og en garage på naboadressen.
Der var ikke fare for nogen personer eller udbredelse af branden, som brandvæsnet hurtigt fik slukket.
Politiet skal nu undersøge årsagen til brandens opståen nærmere, idet der umiddelbart ikke var nogen forklaring herpå.
Forsamling på p-plads – Mellemvang, Holbæk
Kl. 14.49 kørte politiet til området ved en parkeringsplads ved Mellemvang, hvor en gruppe mænd stod forsamlet.Da politiet ankom til området, spredtes gruppen af mænd, men politiet fik dog kontakt til tre lokale mænd i alderen 19-24 år, som dog ikke ønskede at oplyse politiet nærmere om årsagen til deres forsamling på stedet. Ingen kunne umiddelbart mistænkes for at have foretaget noget strafbart, hvorfor politiet ikke fandt grundlag for at foretage sig yderligere.
Butikstyverier – Centervejen, Asnæs / Vig Hovedgade, Vig – Odsherred
Kort efter kl. 15.00 fik politiet en anmeldelse fra personalet i supermarkedet Super Brugsen i Asnæs om, at to mænd var mistænkt for at have stjålet kødvarer, og vidner nu havde set mændene på vej mod togstationen i byen.Personale fra nærpolitienheden i Asnæs fik på togstationen i Asnæs kontakt til to mænd på 28 og 29 år fra Nykøbing Sj. De blev begge anholdt i forbindelse med en sigtelse for butikstyveri, efter at politiet i et tog, der kortvarigt blev tilbageholdt, fandt en pose med i alt otte oksemørbrader til en samlet værdi af 5.600 kr. Kødvarerne blev tilbageleveret til supermarkedet, og de to mænd blev løsladt kl. 15.45 efter afhøring til butikstyverisagen.
Kl. 16.54 anmeldte personalet i supermarkedet Super Brugsen i Vig, at to mænd var tilbageholdt som mistænkte for at tyveri af diverse kød- og drikkevarer.
Politiet kørte til dette supermarked og kunne konstatere, at der var tale om de samme to mænd, som kort forinden havde været på spil i Super Brugsen i Asnæs.
Denne gang havde de stjålet fire oksemørbrad og to Redbull til en samlet værdi af 2.052 kr., så begge blev kortvarigt anholdt igen i forbindelse med sigtelse og afhøring i butikstyverisagen.
Mændene kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod dem skal afgøres.
Spiritus- / narkokørsel – Egebjergvej, Nykøbing Sj. – Odsherred
Kl. 17.29 blev en 47-årig mand fra Nørre-Asmindrup anholdt og sigtet for både spiritus- og narkokørsel i en personbil, som han var fører af.Både alkometeret og narkometeret gav udslag for ulovlig påvirkning af både alkohol og euforiserende stoffer, idet der var udslag for påvirkning af både kokain, amfetamin og cannabis samt alkohol over det tilladte.
Den 47-årige blev løsladt efter udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.
Ung mand stukket med kniv – Steenstrups Alle, Holbæk
Kl. 19.26 fik politiet et alarmopkald om, at en yngre mand, der var blevet stukket med kniv, nu opholdt sig ved en adresse på Dalen, Holbæk. Ambulancepersonale og en akutlæge var sendt mod adressen på Dalen.Politiet rykkede ud med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, og fik på Dalen kontakt med en 16-årig ung mand fra Holbæk. Han havde skader efter formentlig et knivstik i bagdelen og blev straks kørt på skadestuen til undersøgelse og fornøden behandling.
Under den uopsættelige efterforskning fik politiet kontakt til flere personer, der kunne udpege det reelle gerningssted som værende på Steenstrups Alle, Holbæk, mellem nogle boligblokke. Her var den 16-årige gået sammen med en kammerat, da han pludselig blev stukket i bagdelen. Efterfølgende flygtede den 16-årige og kammeraten mod Dalen, hvor politiet og ambulancepersonale traf dem.
Efterforskningen i øvrigt fik klarlagt, at en 15-årig ung, lokal mand kunne mistænkes for knivstikkeret. Politiet ledte intensivt efter den 15-årige forskellige steder i Holbæk, men uden at finde ham.
Den 15-årige mistænkte eftersøges fortsat med henblik på anholdelse og afhøring til sagen, som politiet betegner som grov vold med udspring i en personlig konflikt mellem unge, der i forvejen kender hinanden.
De sociale myndigheder hos Holbæk Kommune er blevet underrettet om sagen, idet både offeret, den mistænkte og flere vidner er unge under 18 år.
Forsøg på at fuppe borger – Tureby – Køge
Kl. 20.12 anmeldte pårørende til en 76-årig kvinde fra Tureby, at den 76-årige var blevet ringet op af en fremmed mand, der havde præsenteret som medarbejder i Nordea.Årsagen til opkaldet var en mistænkelig overførsel af et beløb til et amerikansk firma, hvilket den fremmede mand kunne hjælpe den 76-årige med at få stoppet, hvis hun loggede på sin netbank og i øvrigt gav ham nogle personlige oplysninger.
I løbet af en ca. 1 time lang telefonsamtale fik den 76-årige efter den falske bankmands instruktioner klargjort nogle pengeoverførsler til et anvist kontonummer, så hun kunne sikre sine penge herved.
Da den 76-årige ikke var helt fortrolig med sin netbank, kunne overførslerne ikke umiddelbart blive fuldført, hvilket ophidsede den fremmede mand, som skældte den 76-årige ud. Hun afbrød herefter forbindelsen og kontaktede en pårørende, som assisterede med at kontakte den 76-åriges bank for at få annulleret en overførsel, som ikke var gennemført.
Politiet kunne umiddelbart konstatere, at den falske bankmand havde ringet fra et mobiltelefonnummer, som tilhørte et taletidskort. Det bekræftede mistanken om, at der var tale om en falsk bankmand, der forsøgte at bedrage den 76-årige med urigtige oplysninger om mistænkelige transaktioner på hendes bankkonto.
Sagen efterforskes nu som bedrageri i lighed med andre tilsvarende sager, hvor nogen forsøger at fuppe især ældre medborgere til enten at overføre penge til en anvist konto eller misbruge fortrolige oplysninger, som lokkes ud af et offer.
Færdselsuheld – Hejnstrupvej, Gundsømagle, Roskilde
Kl. 01.45 forulykkede en 19-årig mand fra Roskilde, da han i en personbil kørte ad Hejnstrupvej i østlig retning. I en kurve mistede han kontrollen over bilen, hvorved han skred ud og kørte ind i en hæk på en privat adresse. Den 19-årige var sluppet uskadt fra uheldet, hvor ingen øvrige trafikanter var involveret, så politiet registrerede blot omstændighederne.Fyrværkeri årsag til håndskade – Kaldred – Eskebjerg – Kalundborg
Kl. 02.24 fik politiet en melding om, at en mand var kommet til skade formentlig i forbindelse med noget fyrværkeri.Politiet fik på en privat adresse i Kaldred kontakt til en 27-årig mand fra Polen, men med en arbejdsmæssig tilknytning til Danmark. Han havde nogle kvæster på den ene hånd, som politiet forbandt og afventede ambulancens ankomst til stedet.
Den 27-årige blev straks bragt til skadestuen til behandling for en alvorlig kvæstelse af en finger, da han indendøre havde antændt noget fyrværkeri, som utilsigtet sprang tidligere end forventet. Derfor pådrog han sig den alvorlige skade på hånden.
Politiet fandt ikke yderligere ulovligt fyrværkeri på stedet og foretog sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.
Færdselsuheld / spirituskørsel – Værebrovej, Jyllinge – Roskilde
Kl. 04.01 fik politiet en melding om, at en såkaldt kabineknallert var forulykket på Værebrovej ud for Agnetevej. Herved var to personer kommet til skade, så ambulancer var sendt til uheldsstedet.På uheldsstedet fik politiet kontakt til to spirituspåvirkede mænd på 14 og 18 år fra Jyllinge. Begge var kommet til skade som følge af en ulykke, hvori ingen øvrige trafikanter var involveret.
Den 14-årige blev bragt til Rigshospitalets traumecenter, idet han formentlig var kommet alvorligt til skade, så han skulle indlægges til fornøden behandling. Herunder bad politiet om at få udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkoholpåvirkning.
Den 18-årige blev tilset af ambulancepersonalet, men var sluppet uden behandlingskrævende skader, så politiet transporterede ham til skadestuen med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
En bilinspektør blev tilkaldt til uheldsstedet for at undersøge både kabineknallerten og selve uheldsstedet for at få klarlagt de nærmere ved uheldet, der var sket på eller omkring cykelstien i nordlig retning på Værebrovej.
Politiet afventer nu bilinspektørens erklæring og muligheden for afhøring af den 14-årige for at få klarlagt omstændighederne ved uheldet, herunder få klarlagt, hvem der har været fører af kabineknallerten på uheldstidspunktet.
De pårørende er underrettet i forhold til den 14-åriges indlæggelse på Rigshospitalet, hvor han fortsat er indlagt i kritisk, men stabil tilstand.