Nyt fra Vig i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Vig er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Nytårets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Galoche Alle, Køge
Gammel Lyngvej, Køge
Geminivej, Greve
Kappelevvej, Greve

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Stokkebjergvej, Jyderup
Dragsmøllevej, Vindekilde, Hørve
Åvej, Ølby Lyng, Køge
Solsortvej, Holbæk
Skovbrynet, Jyderup
Lundehusvænget, Solrød Strand
Vesterbro, Nykøbing Sj.
Moesgården, Vindinge, Roskilde
Skovlyst, Himmelev, Roskilde
Jersie Solvænge, Solrød Strand
Søen, Karlslunde
Granskovvej, Karlslunde
Greve Strandvej, Greve
Maglevænget, Solrød Strand
Gammel Havdrupvej, Gadstrup (2 anmeldelser)
Kragerupgårdsvej, Tjørnelunde, Høng

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Øvej, Undløse, Tølløse

Tyveri fra køretøjer:

Platanhusene, Karlslunde
Munkholmvej, Holbæk


Antallet af juleindbrud på niveau med sidste år

Der er i perioden fra 19. december frem til 1. januar registreret i alt 58 indbrud i privat beboelse. Dermed ligger Midt- og Vestsjællands Politi på niveau med sidste år, hvor der var registreret i alt 54 indbrud.

Dermed fortsætter den positive udvikling, som vi så i årene med corona. Til sammenligning var der i 2019, før coronaen ramte, 104 registrerede indbrud.

”Vi tror på, at gode, årvågne nabohjælpere kombineret med vores præventive besøg hos kendte indbrudstyve og et beredskab, der reagerer hurtigt på de indbrud, der bliver anmeldt, har været med til at holde antallet af indbrud nede. Men vi vil meget gerne længere ned næste år”, siger politiinspektør Michael Flemming Rasmussen fra Midt- og Vestsjællands Politi.


Fredag – lørdag:

 

Mand sigtet for fyrværkeriloven – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 12.40 kom en anmeldelse fra DSB om, at fire unge havde stået på perronen ved spor 2 og 3 og kastet hjemmelavet fyrværkeri ned på skinnerne. En patrulje kørte til stationen, hvor de traf tre mænd i alderen 26-32 år fra København og Jylland. En 25-årig mand fra København blev fundet i besiddelse af tre kanonslag i tasken, som han blev sigtet for at besidde. Der var ikke blevet ødelagt noget på stedet. Mændene blev herefter bortvist fra stationen, og de ulovlige kanonslag blev beslaglagt og vil senere blive destrueret.

Bilist uden kørekort fik taget bilen – Motelvej, Karlstrup, Solrød Strand

Kl. 14.15 blev en 53-årig mand fra Falster stoppet på P-pladsen ved Mc Donalds i Solrød. Manden sad bag rattet, selvom han ikke havde et gyldigt kørekort. Han havde ikke været oppe til en kontrollerende køreprøve efter en tidligere frakendelse for spirituskørsel.

Den 53-årige havde kørt gentagne gange uden kørekort, så politiet kunne beslaglægge hans bil med henblik på konfiskation. Den sigtede mand protesterede over beslaglæggelsen, så retten skal nu vurdere sagen.

Bilisten blev sigtet for kørsel uden førerret, og måtte se sin bil køre væk på et fejeblad. Han vil senere høre mere i sin sag, og det vil også være retten der senere skal tage stilling til, om bilen kan endelige konfiskeres.

Brand i køkken – Torslunde, Svinninge, Holbæk

Kl. 16.14 anmeldte et alarmselskab, at der var opstået brand i en villa i Svinninge. Da politi og brandvæsen kom frem var der røgfyldt i huset, men der var ingen personer i huset. Branden var formentlig startet i en trappeopgang, men havde spredt sig hurtigt. Ilden havde spredt sig til førstesalen, men brandvæsnet fik kontrol over ilden. Ingen kom noget til, men der skete skader på huset. Politiet optog rapport om branden, og brandeefterforskere skal nu undersøge brandstedet nærmere for at forsøge at afklare, hvorfor branden opstod.

Unge sprængte postkasse – Byvej, Gislinge – Holbæk

Kl. 19.28 anmeldte en husejer, at hans postkasse og hoveddør var blevet ødelagt af et kanonslag, og at nogle drenge formentlig stod bag hærværket. En patrulje kørte til Gislinge, hvor de fandt frem til to 14-årige drenge fra lokalområdet, som kunne mistænkes i sagen. Drengenes forældre blev kontaktet, og hos den ene dreng fandt politiet 17 kanonslag i en kasse, som blev beslaglagt. Drengene erkendte forholdet, selvom de ikke kunne blive enige om, hvem som havde kastet kanonslaget. Da de er under den kriminelle lavalder kan de ikke straffes, men de sociale myndigheder blev orienteret om sagen. Drengene kan forvente et erstatningskrav for de skader kanonslaget forårsagede.

Fyrværkeri tændte ild i forladt lade – Holbækvej, Vig – Odsherred

Kl. 00.52 fik politiet anmeldelse om, at nogle yngre mænd opholdt sig i en lade på en landejendom på Holbækvej i Vig, og at de muligt havde sat ild til noget i laden. Ejendommen er en ældre forladt landejendom uden døre og vinduer.

Politi og brandvæsen kørte til ejendommen, hvor der havde været en mindre brand i laden, som hurtigt blev slukket. På stedet traf politiet to mænd, en 22-årig fra Tølløse og en 18-årig fra Vig, kunne mistænkes for at have affyret kanonslag i laden, som havde antændt branden. De blev anholdt og taget med til afhøring på stationen.

På stedet holdt en bil, som tilhørte den 22-årige. I bilen blev fundet 30 ulovlige kanonslag, som de anholdte erkendte tilhøre dem begge. De blev derfor sigtet for at overtræde fyrværkeriloven og for beredskabsloven om uforsigtighed med ild. De ulovlige kanonslag blev beslaglagt og vil blive destrueret.

De to mænd begge løsladt tidligt lørdag morgen, men kan forvente at høre mere fra politiet i deres sager.


Lørdag – søndag (nytårsaftensdøgnet):

 

Narkokørsel – Rørvangsparken, Holbæk

Kl. 10.08 blev en 52-årig kvinde fra Holbæk sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Rørvangsparken i Holbæk. Hun fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Ung mand havde ulovligt fyrværkeri – Herfølge – Køge

Kl. 11.00 fik politiet en anmeldelse om, at en ung mand via sociale medier havde offentliggjort affyring af fyrværkeri.
Politiet fik identificeret den pågældende som en 17-årig ung mand fra Herfølge, som efterfølgende fik besøg på sin bopæl, hvor hans forældre også var til stede.

Ved den efterfølgende ransagning af bopælen fandt politiet seks sejlgarnsbomber, seks mindre krysantemumbomber og 16 kanonslag, som blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af fyrværkerilovgivningen.
De beslaglagte effekter blev med hjælp fra forsvarets ammunitionsrydningstjeneste transporteret forsvarligt til et depot til opbevaring, indtil sagen er afgjort.Den 17-årige blev afhørt til sagen, mens en repræsentant for de sociale myndigheder var til stede, så han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i det nye år.

Bilist flygtede efter påkørsel af fodgænger – Næstvedvej / Køgevej, Ringsted

Kl. 13.38 fik politiet en anmeldelse fra en handlekraftig borger, der havde fulgt efter en bilist, men mistet kontakten til denne på Kaserne Parkvej, efter at bilisten kort forinden havde påkørt en fodgænger i krydset Næstvedvej – Køgevej.

Politiet fik på uheldsstedet kontakt til en 85-årig mand fra Ringsted, som i den tilkaldte ambulance blev kørt på skadestuen til behandling for mindre alvorlig personskade som følge af påkørslen.

Ud fra diverse vidneforklaringer fik politiet klarlagt, at flugtbilisten var kørt ad Næstvedvej mod nord og standset for rødt lys i krydset ved Køgevej-Møllegade-Sankt Hansgade. Da lyssignalet skiftede til grønt, foretog bilisten svingning til højre, men påkørte herunder i fodgængerfeltet den 85-årige, der i fodgængerfeltet passerede Køgevej i sydlig retning.
Efterfølgende bakkede føreren af bilen lidt, inden bilisten accelererede voldsomt og flygtede ad Køgevej mod øst og videre ad Dagmarsgade mod nord.

Et vidne i bil fulgte efter flugtbilisten fra uheldsstedet frem til Kaserne Parkvej, hvor vidnet mistede kontakten til bilisten.

Politiet har nu optaget rapport om færdselsuheldet i et forsøg på at få identificeret flugtbilisten, der kørte i en grå/blå stationcar af mærket Skoda. Oplysninger i sagen gives til politiet på tlf. 114.

Brandundersøgelse – Fjordparken, Fårevejle St. – Odsherred

Kl. 14.20 slog en opmærksom beboer i Fjordparken alarm, da røg kom ud fra en bolig, hvor en 62-årig kvinde opholdt sig.
Brandvæsnet og politiet kørte til stedet, hvor den 62-årige blev reddet ud fra sin røgfyldte bolig og kørt på skadestuen til et check for eventuel røgforgiftning.

Årsagen til røgudviklingen blev efterfølgende klarlagt til et olievarmeapparat, der under brug havde stået tæt på en bogreol, hvilket havde forårsaget røgudvikling uden egentlig brand. Den 62-årige var uden for livsfare, og politiet undersøger nu omstændighederne ved brugen af varmeapparatet for at kunne afgøre, hvorvidt der måtte være grundlag for sigtelse af den 62-årige for uforsvarlig brug af den og med den røgudvikling til følge.

 

Humanitær eftersøgning – Holbæk

Politiet iværksatte lørdag eftermiddag en humanitær eftersøgning af en 49-årig kvinde fra Holbæk, som lørdag formiddag havde lånt en bil til et privat ærinde. Da hun efter flere timer ikke var kommet retur, havde familien fået en bekymring for hendes ve og vel.

Politiet iværksatte derfor en eftersøgning af kvinden ved kontakt til relevante personer i et forsøg på at få klarlagt hendes opholdssted, ligesom hun også blev efterlyst offentlig via Twitter, så offentligheden kunne kigge efter hende og den bil, hun formentlig var kørende i.

Den savnede vendte dog selv retur sent om aftenen nytårsdag, hvorefter eftersøgningen af hende blev indstillet.

To unge sigtet for grov vold – Jyllingecentret, Jyllinge - Roskilde

Kl. 22.12 rykkede politiet ud til området ved Jyllingecentret efter en anmeldelse om, at flere var røget i slagsmål med hinanden.
Politiet fik på stedet kontakt til en 17-årig ung mand fra Ølstykke, der havde pådraget sig skader i hovedet efter et overfald, hvor han var blevet overfaldet af flere og herunder slået i hovedet både med knytnæveslag og en flaske.
Overfaldsmændene havde efterfølgende taget en bus mod Roskilde, hvor politiet stod klar til at kunne anholde to 17-årige unge mænd fra Nordsjælland. De var af vidner blevet beskrevet som de mistænkte, som politiet kunne identificere blandt bussens passagerer ved ankomsten til Roskilde.
De to anholdte kunne fejre nytåret i politiets varetægt, idet de sociale myndigheder fra deres hjemkommuner ankom til politistationen i Roskilde for at overvære afhøringen af dem i sagen om grov vold, inden de blev løsladt i løbet af natten til nytårsdag.

Narkokørsel – Landevejen, Gislinge – Holbæk

Kl. 23.30 anholdt og sigtede politiet en 25-årig mand fra Nykøbing Sj. for narkokørsel i en personbil, som han førte ad Landevejen i Gislinge. Han blev bragt til et sygehuset, hvor han ved årsskiftet i politiets varetægt fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Brand i biler – Tjørnelyparken, Greve

Kl. 23.54 slog en lokal anmelder alarm, da der kunne høres brag, der viste sig at komme fra biler i brand.
Brandvæsnet rykkede sammen med politiet ud i området, hvor tre biler stod i lys lue og udbrændte trods brandvæsnets indsats. To biler yderligere fik varmeskader som følge af branden i de tre biler.
Ingen personer kom til skade ved branden, som heller ikke forårsagede skader på bygninger eller lignende, idet bilerne stod på en parkeringsplads.
Politiet skal nu undersøge omstændighederne ved brandens opståen nærmere, idet der på nuværende tidspunkt ikke foreligger oplysninger om, hvorvidt der kan være blevet begået en strafbar handling, eller om branden kan være opstået efter brug af f.eks. fyrværkeri.

Personer, der har bemærket noget usædvanligt i området ved parkeringspladsen forud for anmeldelsen, kan give oplysninger til politiet på tlf. 114.

Spirituskørsel i frakendelsestiden – Kirkevangen, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 00.55 anholdt og sigtede politiet en 38-årig mand fra Ballerup for både spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden i en personbil, som han førte ad Kirkevangen i sydlig retning. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Afvist gæst havde spids kartoffelskræller på sig – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 02.00 måtte politiet assistere en dørmand, som ikke kunne formå en mand til at forlade området, idet restaurationen ikke ønskede manden som gæst på grund af utryghedsskabende og udadreagerende adfærd ved indgangen. Politiet kom til stedet og bemærkede, at manden smed en spids kartoffelskræller fra sig. Manden blev identificeret som en 21-årig mand fra Holbæk, som blev sigtet for overtrædelse af knivlovgivningen efter besiddelsen af den spidse kartoffelskræller.

Politiet vurderede, at det var nødvendigt at frihedsberøve ham for at skabe ro på stedet, så han tilbragte resten af natten på politistationen i Roskilde. Senere vil han høre nærmere fra politiet om afgørelse på kartoffelskrællersagen.

Brand i container – Ringparken, Roskilde

Kl. 02.13 var der gået ild i en container, men brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden, så kun containeren og indholdet blev ødelagt. Politiet forsøger – om muligt – at finde årsagen til brandens opståen.

Spiritus-/narkokørsel – Landevejen, Gislinge – Holbæk

Kl. 02.52 blev en 54-årig kvinde fra Hørve sigtet for både spiritus- og narkokørsel i en personbil, som hun førte ad Landevejen i Gislinge. I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik hun udtaget blodprøver til undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.

Spirituskørsel – Slagelsevej, Kalundborg

Kl. 03.08 blev en 50-årig kvinde fra Kalundborg sigtet for spirituskørsel i en personbil, som hun førte ad Slagelsevej i Kalundborg. I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik hun udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Narko-/spirituskørsel og knivloven – Københavnsvej, Køge

Kl. 03.46 anholdt og sigtede politiet en 25-årig mand fra Køge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Københavnsvej i Køge. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Den 25-årige blev også sigtet for overtrædelse af knivloven, idet han havde en hobbykniv på sig uden noget anerkendelsesværdigt formål.

Kl. 04.12 blev en 24-årig mand fra Ishøj standset som fører af en personbil også ad Københavnsvej i Køge. Han kunne mistænkes for både at være påvirket af spiritus mere end tilladt samt for at være påvirket af både hash og kokain under kørslen. Den 24-årige fik derfor udtaget blodprøver til undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.

To mænd forulykket på mark – Køgevej, Tjæreby, Roskilde

Kl. 04.26 modtog alarmcentralen et opkald fra den ene af to mænd, der var forulykket med en ATV på en mark. Ulykkesstedet kunne ikke angives præcist ud over, at ATVen var forulykket ved kørsel ned i en grøft. Redningsmyndighederne og politiet rykkede ud til området og fik ved henvendelse på en privat adresse på Køgevej klarlagt, at de to forulykkede formentlig var to 30-årige mænd fra København, idet de ikke længere var til stede på den pågældende adresse.

Redningsmyndighederne og politiet fik herefter lokaliseret den forulykkede ATV, hvor de to 30-årige mænd var til stede. Den ene var delvist fastklemt og formentlig kommet alvorligt til skade, mens den anden umiddelbart havde pådraget sig overfladiske kvæstelser ved ulykken og derfor var i stand til at slå alarm fra sin mobiltelefon. Begge mænd var spirituspåvirket, og da den fastklemte var blevet frigjort, blev de bragt til hhv. Rigshospitalet og Køge sygehus til undersøgelse fornøden behandling.

Politiet fik rutinemæssigt udtaget blodprøver af begge mænd, hvoraf kun den ene er blevet afhørt kortvarigt omkring hændelsesforløbet i forbindelse med kørsel på ATVen udelukkende på en mark. Under kørslen var de forulykket, da de var kørt ned i en grøft, så ATVen væltede.

Når analyseerklæringerne fra blodprøverne foreligger, og begge mænd er blevet afhørt om omstændighederne ved kørslen, vil politiet tage stilling til, om afslutningen på en nytårsfest med den natlige kørsel på ATVen på marken også skal have en strafferetlig konsekvens for mændene.

Narkokørsel uden førerret – bil beslaglagt – Skovvejen, Mørkøv – Holbæk

Kl. 05.40 bemærkede en patrulje en modkørende personbil køre ad Skovvejen i vestlig retning med en kvinde på førersædet. Da bilisten opdagede, at politiet ville foretage en kontrol og kørte bagefter, blev hastigheden sat op, indtil en parkeringslomme blev nået. Her kunne politiet se heftig aktivitet inde i bilens kabine, således at der nu sad en mand på førersædet ved politiet henvendelse ved bilen.

Manden på førersædet var en 30-årig mand fra Høng, som ikke havde nogen sikkerhedssele på. På passagersædet foran sad en kvinde også uden sikkerhedssele. Hun blev identificeret som en 22-årige kvinde fra Slagelse, som politiet anså for at have været fører af bilen.

Kvinden havde ikke nogen førerret, som var blevet inddraget af politiet tidligere i 2022 i forbindelse med en verserende færdselssag, hvorfor hun nu blev sigtet for kørsel uden førerret. Endvidere blev hun mistænkt for at være påvirket af euforiserende stoffer (hash), så hun blev også sigtet for narkokørsel.

I bilen fandt politiet en lille klump hash og et kanonslag, som den 30-årige mand erkendte at være ansvarlig for, så han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fyrværkeriloven.

Den 22-årige kvinde blev anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, hvilket hun var uforstående overfor, idet hun nægtede at have fører af køretøjet.

Politiet kunne endvidere meddele den 22-årige kvinde, som var ejer af personbilen, at bilen ville blive beslaglagt på grund af flere verserende sager om narkokørsel og nu også kørsel uden førerret. Beslaglæggelsen ønskede den 22-årige forelagt for Retten i Holbæk, hvor en dommer nu skal tage stilling til, hvorvidt politiet havde hjemmel til at beslaglægge hendes bil.

Den 22-årige blev løsladt efter udtagelse af blodprøven og vil høre nærmere fra politiet, når der er taget stilling til beslaglæggelsen af bilen, og når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.

 

 

Søndag – mandag (nytårsdag):

 

Brand i tøjcontainer – Bredgade, Kalundborg

Kl.11.04 opstod brand i en tøjcontainer, der står på en P-plads ved Bredgade og tilhører Folkekirkens Nødhjælp. Da politi og brandvæsen kom frem røg det fra containeren, der var meget varm. Brandvæsnet slukkede branden, som ikke spredte sig til andre ting. Ingen personer meldes at være kommet noget til, men branden formodes at være startet på grund af fyrværkeri, som var smidt i containeren. Vidner, der har set personer omkring containeren op til branden startede søndag formiddag omkring kl.11.00, bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Efterladt hjemmelavet fyrværkeri årsag til længerevarende undersøgelse – Blommevej, Kirke- Hyllinge, Lejre

Kl. 11.25 fik politiet anmeldelse fra en borger, der under en gåtur havde fundet en mulig sprængfarlig genstand, der lignede et større hjemmelavet kanonslagm der var efterladt i et grønt område. Politiet kørte til stedet, hvor området omkring den fundne genstand blev afspærret og undersøgt.

Hele området blev afspærret af sikkerhedsmæssige årsager, og forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD) og en sprængstofhund tilkaldt til at undersøge stedet. I området blev fundet yderligere to muligt sprængfarlige genstande, og mærker i jorden, der tydede på at de havde været affyret krudt på stedet.

Alle beboere på Blommevej blev underrettet om indsatsen, og beboere på den sydlige side af Blommevej blev bedt om at blive indendørs. En busrute forbi området blev omlagt, mens afspærringen stod på. EOD bortsprængte genstandene på stedet, og ingen personer meldes at være kommet noget til. Undersøgelserne viste ingen tegn på, at de muligt sprængfarlige genstande var rettet mod nogen personer.

Omkring kl. 01.51 var undersøgelserne og sikringen af stedet afsluttet, og afspærringen blev ophævet. Politiet efterforsker nu sagen, for at forsøge at finde frem til den eller de personer, som har efterladt det hjemmelavede fyrværkeri på stedet.

Vidner som har oplysninger af interesse for politiet bedes ringe på tlf. 114.

Narkokørsel – Hedvigsvej, Høng – Kalundborg

Kl. 12.15 sigtede og anholdt politiet en 33-årig mand fra Rumænien, der kørte i en dansk registreret varebil, selvom han var påvirket af euforiserende stoffer. Han fik udtaget en blodprøve, som skal vise, hvilket stoffer han havde i blodet under kørslen.

Fyrværkeri og hærværk – Tjørnedevej, Nr. Vallenrød, Tølløse - Holbæk

Kl. 13.57 anmeldte en borger, at han havde fundet to ikke sprængte kanonslag i sin skraldespand. Om natten var fire affaldscontainere ved adressen blevet udsat for hærværk med fyrværkeri, og borgeren var bekymret for, om det fundne fyrværkeri kunne være farligt. Billeder af fyrværkeriet sendt til forsvarets ammunitionsryddere (EOD), som ikke vurderede kanonslagene som farlige. En patrulje afhentede fyrværkeriet, som blev taget med til destruktion.

Truende mand skabte utryghed – Baunehøjparken, Jyllinge – Roskilde

Kl. 15.32 indgik en anmeldelse om at en mand optrådte truende og havde kastet ting ind i anmelderens have på Baunehøjparken i Jyllinge. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de fandt frem til den truende mand, som opholdt sig på adresse tæt ved. Betjentene så gennem vinduet, at manden havde en pistollignende genstand i hånden, som han straks smed fra sig, da han så politiet.

Politiet tog alle forbehold og flere patruljer blev tilkaldt. En 43-årig mand og en 53-årig kvinde, der begge opholdt sig på stedet, blev anholdt uden at nogen kom noget til. Adressen blev ransaget, hvor der blev fundet flere lovlige luftpistoler. Kvinden blev kort efter løsladt, men manden var spirituspåvirket og optrådte truende og opfarende over for politiet.

Han udtalte alverdens ukvemsord til betjentene, og da han under anholdelsen sad i patruljebilen iført håndjern, sparkede han til en siderude, så den gik i stykker. Han blev derfor sigtet for hærværk og fornærmelig tiltale over for politiet.

Den 43-årige blev taget med til stationen til afrusning i detentionen, men blev løsladt senere på aftenen. Nu skal erstatningskravet for den knuste bilrude opgøres, hvorefter han kan forvente at høre mere fra politiet i sine sager.

Gæst skulle bortvises, men blev anholdt – Kongsgårds Alle, Holbæk

Kl. 15.40 kørte en patrulje til Kongsgårds Alle i Holbæk, hvor en 21-årig mand fra Holbæk, der var på besøg på stedet havde skabt utryghed og skulle bortvises. Politiet traf den stærkt påvirkede gæst, som blve udadreagerende over for patruljen. Han blev anholdt, men gjorde modstand, da han skulle anbringes i patruljebilen, hvor han spyttede mod den ene betjent, der blev ramt på armen.

Den anholdte 21-årige mand blev taget med til Politigården i Roskilde, hvor han blev sat til afrusning i detentionen. Han blev sigtet for vold mod tjenestemand, da at spyt anses som vold. Han blev løsladt senere på aftenen, men vil høre mere fra politiet i sagen.

Narkobilist uden sele – Lyngvej, Køge

Kl. 17.20 stoppede en patrulje en 21-årig mand fra Køge, der kørte ad Lyngvej i en personbil uden sele på. Det viste sig dog ikke at være den eneste lovovertrædelse han begik, da han også var påvirket af hash under kørslen. Han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Den 21-årige havde desuden ikke medbragt sit kørekort, hvilket også kostede ham en bøde. Nu venter politiet på resultatet af blodprøven, hvorefter han vil høre mere i sin sager.

Brand i skur – Hørkær, Roskilde

Kl. 00.11 kørte politi og brandvæsen til et alarmopkald om brand i et skraldeskur. Ilden var opstået i en skraldespand, men branden havde spredt sig til skuret, som var bygget sammen med villaen. Da politiet kom frem, var huset beboer i gang med at slukke ilden med en vandslange. Der var røg men ingen ild længere.

Brandvæsnet kom frem og slukkede branden helt. Der skete sodskader på udhuset, men ingen kom noget til. Politiet fandt intet mistænkeligt ved branden, som kan være startet efter beboerne havde ryddet affyret fyrværkeri op fra nytårsaften, som var blevet smidt i den skraldespand, som der senere gik ild i.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi