Vig er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Lykkebækvej, Køge
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Søndervej, Benløse, Ringsted
Højdedraget, Kalundborg
Markskellet, Holbæk (forsøg)
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Rådhusbuen, Roskilde
Tyveri fra køretøjer:
Gærdehuset, Greve
Boestoftevej, Havnelev, Rødvig Stevns
Boserupvej, Roskilde
Tungvognscenter Øst på kontrol på Bornholm
Tungvognscenter Øst fra Midt- og Vestsjællands Politi er i øjeblikket på Bornholm for at foretage en rutinemæssig kontrol af køretøjer, der ankommer til øen og i denne tid i anledning af det forestående arrangement Folkemødet.
Tungvognscentrets kontrol af køretøjer blev foretaget på havnen i Rønne, når færger ankom til øen.
Mandag blev 49 tunge køretøjer, 22 varebiler og seks personbiler standset og kontrolleret, hvilket medførte sager på 22 af køretøjerne.
Sigtelserne omhandlede unødig støjafgivelse, manglende installation af takograf, overtrædelse af lov om godskørsel, køre-/hviletid, cabotagekørsel eller kørsel med farligt gods samt overlæs på køretøjerne.
To varebiler fra samme firma med tilkoblet påhængsvogne tiltrak sig straks ved ankomsten til Rønne politiets opmærksomhed, idet vogntogene tydeligt fremstod som tungt belæsset.
Det ene vogntog havde en overvægt på 42 % i forhold til tilladt totalvægt, og ingen af de to varebiler havde installeret en takograf, selv om det enkelte vogntogs vægt krævede dette. En påhængsvogn tilkoblet den ene varebil var slet ikke registreret, ligesom politiet konstaterede flere lygtefejl på vogntogene.
Føreren af det ene vogntog havde ikke det helt rigtige kørekort, idet kørekortkategorien BE manglede på førerens kørekort.
Samme firma fik senere på mandagen kontrolleret endnu et vogntog bestående af en varebil med tilkoblet påhængsvogn. Også dette vogntog var overlæsset, så 700 kg gods måtte læsses af, før vogntoget kunne fortsætte sin kørsel lovligt.
De pågældende førere af køretøjerne er alle sigtet for de overtrædelser, som Tungvognscentrets personale opdagede, og den ansvarlige for virksomheden er nu indkaldt til afhøring i forhold til det objektive ansvar for de tre vogntogs ulovlige kørsel.
Færdselsuheld – Roskildevej, Gl. Havdrup, Havdrup – Solrød
Kl. 06.43 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, hvor den ene part efterfølgende var kørt fra stedet uden at give sig til kende. Ingen var kommet til skade ved sammenstødet.
Det viste sig, at en 50-årig mand fra Klippinge i en varebil kørte ad Roskildevej i nordlig retning i tæt trafik og med nærmest køkørsel.
Ifølge den 50-årige satte føreren af en forankørende varebil pludselig bilen i bakgear, så den 50-årige blev påkørt på fronten af sin varebil, som fik skader, så han ikke kunne køre længere og derfor standsede på cykelstien ved vejen.
Føreren af den forankørende varebil kørte også ind på cykelstien, men for at overhale de øvrige trafikanter i køen på denne måde, indtil varebilen forsvandt ud af syne for den 50-årige.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet i et forsøg på at få identificeret varebilen, som var med åbent lad uden presenning. Der lå værktøj på ladet.
Øvrige trafikanter, der måtte have bemærket varebilens kørsel ad cykelstien forbi den tætte trafik på Roskildevej ved Gl. Havdrup, må gerne kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.
Narkokørsel uden førerret mv. – bil beslaglagt – Munkholmvej, Holbæk
Kl. 07.03 fik politiet en anmeldelse fra en bilist om, at føreren af en personbil kørte usikkert og med forskellige hastigheder uden grund ad Munkholmvej i vestlig retning.
Politiet fik herefter kontakt til bilen ved udkanten af Holbæk by og kunne konstatere, at en 39-årig mand fra Kirke-Hyllinge sad bag rattet.
Han kunne ikke fremvise noget kørekort, idet politiet sidste år havde inddraget hans førerret, og da han deltog i en narkometertest, gav testen udslag for påvirkning af amfetamin.
Den 39-årige blev derfor anholdt i forbindelse med sigtelserne for narkokørsel og kørsel uden førerret, inden han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Politiet kunne afslutningsvis gøre ham bekendt med, at hans personbil ville blive beslaglagt, fordi han inden for de seneste tre år havde seks sager om kørsler uden førerret, så grundlaget for beslaglæggelse med henblik på konfiskation vurderedes at være til stede.
Ved nærmere undersøgelse af hans bil fandt politiet en gammel forladepistol, et tilvirket slagvåben og to knive, som han medbragte uden noget anerkendelsesværdigt formål. Disse fund medførte yderligere sigtelser for overtrædelser af våbenlovgivningen og knivloven.
Den 39-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet om sagernes videre forløb, når analyseerklæringen foreligger.
Færdselsuheld – Odsherredvej, Vig – Odsherred
Kl. 08.54 var en bilist forulykket, så hans køretøj nu spærrede for Odsherred i sydlig retning ved Vig.
Politiet fik klarlagt, at en 24-årig mand fra Tølløse af ukendt årsag havde mistet kontrollen over sin personbil, som havde påkørt midterautoværnet, inden bilen standsede.
Den 24-årige blev tilset af ambulancepersonale, men var sluppet uskadt fra uheldet, som politiet registrerede omstændighederne ved. Bilen blev fjernet med et bugseringskøretøj, så trafikken kunne normaliseres kl. ca. 09.45.
Udlændinge kontrolleret ved EU's EMPACT-aktion
Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog mandag formiddag en kontrol af forskellige arbejdspladser i Roskilde og Jyllinge-området som led i EU's EMPACT-aktion vedr. bekæmpelse og forebyggelse af grov og international kriminalitet.
Syv forskellige arbejdspladser fik et besøg af udlændingeafdelingen, som kontrollerede i alt 22 personer. Ingen af disse blev sigtet for noget, og politiet fandt ikke anledning til at foretage yderligere.
Røglugt – Industrivej, Roskilde
Kl. 10.22 rykkede brandvæsnet og politiet ud til et pengeinstitut, hvor det lugtede af røg indendørs, og hvor branddøre mv. var blevet aktiveret.
Både brandvæsnet og politiet kunne sammen med bankens personale straks blive beroliget, idet røglugten formodes at stamme fra en fejl i nogle elektriske installationer og med røglugt til følge. Politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.
Samme hurtige bilist to steder – Roskilde / Lejre
En patrulje fra færdselspolitiet blev kl. ca. 12.45 under patruljering i en videopatruljebil på Holbækmotorvejen i vestlig retning ved Roskilde overhalet af en personbil, hvis fører kørte med væsentligt hurtigere hastighed end de tilladte 110 km/t ifølge skiltningen.
Færdselspatruljen kunne på grund af den tætte trafik ikke følge med og få standset den hurtigkørende bilist, men kørslen blev optaget på patruljebilens videoudstyr.
Færdselspatruljen fortsatte herefter til Blakledsvej, Vester Såby, Hvalsø, for rutinemæssigt at kontrollere bilisternes hastighed på en strækning, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t.
Kl. 13.09 blev en personbil målt til at køre med mindst 82 km/t ad Blakledsvej i sydlig retning. Da bilen var blevet standset, kunne færdselspatruljen til sin overraskelse konstatere, at det var tale om samme bilist som på Holbækmotorvejen.
En 37-årig mand fra Ugerløse blev sigtet for hastighedsovertrædelsen på Blakledsvej, men kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af kørslen med den høje hastighed på Holbækmotorvejen, når patruljebilens videooptagelser har dannet grundlag for udregning af en formodet hastighedsovertrædelse på motorvejen.
Brand i sommerhus – Lars Krandsvej, Klint, Nykøbing Sj. – Odsherred
Kl. 15.11 slog håndværkere alarm til brandvæsnet, da der var gået ild i et sommerhus, hvor de arbejdede.
Brandvæsnet kunne trods brandslukningsindsatsen ikke redde sommerhuset, der udbrændte.
Ingen kom til skade ved branden, som nu undersøges nærmere, idet håndværkerne havde været i gang med tagpaparbejdet, da branden opstod. Politiet skal derfor undersøge, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for brandens opståen.
Færdselsuheld – Solrød Strandvej, Solrød Strand
Kl. 15.12 var nogle cyklister væltet og formentlig kommet til skade efter et sammenstød på Solrød Strandvej ved Egevej.
Det viste sig, at to cyklister var kørt i sydlig retning ad Solrød Strandvej med en 77-årig kvinde fra Greve forrest. En 51-årig mandlig cyklist fra Solrød Strand ville overhale den kvindelige cyklist, men herunder stødte de sammen, så den kvindelige cyklist væltede.
Hun blev i en ambulance bragt til skadestuen til undersøgelse og behandling for mulige lettere kvæstelser. Den mandlige cyklist var sluppet uskadt fra sammenstødet, som politiet har optaget rapport om for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved sammenstødet.
Færdselsuheld – Ærtevangen, Kærby, Kalundborg
Kl. 15.34 var to bilister impliceret i et sammenstød på Ærtevangen i Kalundborg, men ingen af parterne var kommet til skade.
En 21-årig mand fra Kalundborg var i en personbil kørt i en personbil fra en privat adresse ud på Ærtevangen, hvor han stødte sammen med en 46-årig kvinde fra Sorø. Hun kørte i en personbil ad Ærtevangen i sydvestlig retning.
Den 21-åriges bil måtte bugseres væk fra uheldsstedet, og politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være blevet overtrådt.
Overraskede to indbrudstyve – Søndervej, Benløse, Ringsted
Kl. 13.18 anmeldte en 85-årig kvinde fra Ringsted, at hun kl. ca. 12.50 havde overrasket to mandlige indbrudstyve inde i sin bopæl. Hun var netop kommet retur til sin bopæl efter et ca. 20 minutter langt ærinde, da hun hørte to mandestemmer indenfor.
Den 85-årige råbte op, hvorefter de to mænd tog flugten gennem en terrassedør i retning mod en parkeringsplads ved et supermarked.
De to mænd kunne ikke beskrives yderligere ud over, at de indbyrdes talte et andet sprog end dansk. De havde dog nået at stjæle nogle smykker, inden de blev overrasket og flygtede.
Politiet undersøgte den 85-åriges bopæl og kunne konstatere, at indbrudstyvene formentlig var kommet ind ad en åbenstående terrassedør, som ikke var blevet lukket, da den 85-årige forlod hjemmet.
Vidner, der måtte have set de to mænd på flugt fra Søndervej, må gerne kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger om dem.
Flygtet mand fundet – Roskilde / København
Mandag eftermiddag valgte politiet at efterlyse en 26-årig mand, der som domsanbragt var flygtet fra en Sankt Hans-institution i Roskilde.
Politiet efterlyste ham med foto og bad om offentlighedens hjælp, hvilket skete, så Københavns Politi med baggrund i en borgerhenvendelse kunne anholde den 26-årige i København. Han blev herefter bragt retur til institutionen i Roskilde.
Mulig personpåkørsel – Ivar Huitfeldtsvej, Køge
Kl. 17.16 blev togdriften på og ved Køge station standset, efter at der var modtaget informationer om, at en kvinde var set løbe ved jernbanesporet og måske kunne være blevet påkørt af en regionaltog.
Politiet gennemførte i samarbejde med DSB en omfattende undersøgelse af en længere strækning omkring Køge station for at finde ud af, om nogen personer kunne være blevet påkørt af regionaltoget. Toget havde kørt med ca. 60 km/t, da en yngre kvinde var blevet set tæt på toget.
De standsede tog blev alle gennemgået af politiet for at lede efter den yngre kvinde, ligesom banearealet ved Køge station blev gennemgået.
Ingen af steder fandt politiet den mistænkte, yngre kvinde og heldigvis heller ikke nogen indikation på, at nogen var blevet påkørt af et tog.
Kort før kl. 19.00 kunne togdriften ved Køge station normaliseres, da eftersøgningen blev afsluttet uden at have fundet nogen, der måske kunne drages til ansvar for særdels uhensigtsmæssig og ulovlig færden ved jernbanesporene.
Efterlyst mand slog togpassager – Karlsvognen, Køge
Kl. 21.32 slog DSB-personale alarm til politiet, fordi to gæster var røget i slagsmål med hinanden, da toget var på vej fra København til Køge Nord-station.
Det viste sig, at en 40-årig mand fra Strøby havde siddet i togets stillekupe, da en spirituspåvirket og højrøstet mand med to ølflasker i hænder var kommet ind. Den 40-årige havde bedt manden om at dæmpe sig, hvilket medførte, at den 40-årige fik hældt øl ud over sig og efterfølgende slået flere gange i hovedet.
Den 40-årige satte sig til modværge og tilbageholdt den voldelige mand, indtil DSB-personalet fik adskilt og beroliget parterne.
Der var tale om en 28-årig mand uden fast bopæl, som blev anholdt og sigtet for grov vold mod den sagesløse passager.
Den 28-årige blev afhørt til sagen, men forblev efterfølgende frihedsberøvet, idet han var efterlyst af Københavns Politi som udeblevet fra afsoning af tre måneders fængsel for besiddelse af euforiserende stoffer.
Politiet afleverede ham i arresthus, så afsoningen af frihedsstraffen kunne begynde. Overfaldet i toget vil senere få et strafferetligt efterspil for den 28-årge.
Narkobilist var efterlyst – Engvej, Kalundborg
Kl. 01.40 fandt politiet en personbil, som politiet kort forinden havde set køre ad Hareskovvej, holde parkeret med slukkede lygter i en indkørsel på Engvej.
Politiet havde på Hareskovvej mødt bilen og vendte rundt for at foretage en rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet, men føreren opdagede dette og forsøgte at gemme sig for politiet.
I den parkerede bil fandt politiet en mand, der forsøgte at gemme sig i bunden af bilen. Der var tale om en 26-årig mand fra Kalundborg, som i forvejen var frakendt kørekort og derfor ikke måtte være fører af den personbil, han gemte sig i.
Den 26-årige deltog efterfølgende i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af både cannabis, kokain og amfetamin, så han blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel.
Ved nærmere undersøgelse af bilen fandt politiet to løsskudspatroner og tre knive, som den 26-årige ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål til at medbringe. Han blev tillige sigtet for overtrædelse af våben- og knivlovgivningen.
Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer forblev den 26-årige i politiets varetægt, idet han i forbindelse med en tidligere sag kunne mistænkes for at have været i besiddelse af et skydevåben, der blev brugt til trusler på livet.
Den 26-årige vil derfor blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med påstand om varetægtsfængsling fra anklagemyndighedens side.
Uromager var efterlyst – Trekroner Centervej, Himmelev, Roskilde
Kl. 03.30 bad DSB-personale om hjælp til bortvisning af en mandlig passager, som skabt problemer i toget og i øvrigt havde været udadreagerende over for togpersonalet.
Politiet fik på Trekroner Station kontakt til en 42-årig mand fra Korsør, som blev bortvist fra toget. Han fik dog ikke lov til selv at forlade togstationen, da det viste sig, at den 42-årige var efterlyst af Sydsjælland og Lolland-Falsters politi som udeblevet fra fogedretten.
Den 42-årige blev frihedsberøvet og transporteret til Sydsjælland, så han tirsdag kan fremstilles i fogedretten. Han blev ikke sigtet for noget i anledning af sin adfærd i toget.