Torsdag eftermiddag og aften var lokalpolitiet sammen med nogle af politikredsens politistuderende i Højby og Vig i Odsherred. Formålet var at lægge en dæmper på de unges knallertkørsel i området, da politiet jævnligt modtager anmeldelser om unge, der skaber utryghed med deres larmende knallerter.
Selvom der ikke er grund til at føle sig utryg, kan de larmende knallerter være årsag til irritation. Politiet prioriterer derfor at komme forbi området, når det er muligt. Torsdag eftermiddag fik patruljerne nogle gode snakke med de unge på knallerter i Vig, og det var ikke nødvendigt at skrive nogle sager der.
I Højby blev en 30-årig mand standset på knallert kl. 18. Manden var påvirket af amfetamin og blev sigtet for dette. Han blev vejledt om at søge misbrugsbehandling, og da knallerten var i så dårlig stand, tog politiet den med sig.
Kort efter blev en 18-årig mand standset i bil. Han blev testet positiv for kokain og medtaget til udtagning af blodprøve. Den unge mand, som var i gang med at tage kørekort, havde lånt et familiemedlems bil og kørte en lille tur med en kammerat. Familiemedlemmet hentede efterfølgende bilen og lovede at hjælpe barnebarnet med at starte misbrugsbehandling.